Ny film afdækker Berlins historiske tabu

[JackWolf]

Filmen ’Anonyma’ fortæller historien om sovjethærens overgreb mod kvinderne i Berlin i 1945.

http://politiken.dk/kultur/article602888.ece

Den russisk-tyske forfatter Lew Kopelew fulgte som officer og tyskkyndig med Den Røde Hær ind i Østprøjsen, da den russiske storoffensiv satte i gang 16. januar 1945.

I et af sine erindringsbind beskriver Kopelew, hvordan russerne systematisk destruerede tysk civilisation og kultur i denne enklave omkring byen Königsberg, nordøst for Polen.

I en tysk landsby havde bageren og hans kone skjult sig i en underjordisk kælder.

Manden var kommunist og var ikke fulgt med de mange flygtninge vestpå gennem den isnende kulde. Han ville hilse sine befriere velkommen og vovede sig ud af sit skjul for at møde dem.

I stedet blev han taget til fange.

Fortvivlet spurgte han efter sin kone.

Kopelew fandt hende senere i et forladt skur. Hun var så medtaget af gruppevoldtægter, at hun havde mistet forstand og førlighed.

En officer gjorde en ende på hendes lidelser med et pistolskud.

Millioner døde
Hundredtusinder af tyske kvinder skulle i de kommende måneder dele skæbne med denne bagerkone.

Over otte millioner tyskere flygtede fra de østlige dele af det tyske rige mod vest, mens Den Røde Hær i forcerede dagsmarcher løb Hitlers Tusindårsrige over ende.

Mindst to millioner af dem døde undervejs, de fleste var kvinder og børn.

I midten af april havde russerne omringet Berlin. Nøjagtig ligesom i dag boede der omkring fire millioner mennesker i den tyske hovedstad.

I sagens natur var de fleste af dem kvinder, og en vis procentdel var yngre kvinder. Flygtninge østfra havde forberedt dem på den skæbne, der ventede dem.

Men deres historie blev tiet ihjel i næsten 50 år.

Først efter Murens fald i 1989, og først da Europa hørte om serbernes massevoldtægter mod muslimske kvinder i Bosnien i midten af 1990’erne, brød tyskerne et tabu og begyndte at tale om, hvordan de sovjetiske soldater opfattede de tyske kvinders kroppe som en del af slagmarken.

Daglige voldtægter
Nu får tyskerne dette kapitel af deres historie smækket lige i synet, og det er ikke kønt.

Instruktøren Max Färberböck har filmatiseret samtidsdokumentet ’Anonyma - En kvinde i Berlin’, der blev genintroduceret på det tyske marked i 2003 af forfatteren Hans Magnus Enzensberger - og i øvrigt udgivet i dansk oversættelse året efter.

Bogen skildrer en 34-årig tysk kvindes dagligdag i det knuste Berlin fra 20. april til 22. juni 1945.

Film og bog fortæller historien fra kvindernes første rystende dage i kældrene under de endnu ikke helt smadrede huse til sulten og angsten og ensomheden to måneder senere i det, fortælleren kalder Berlins kadaver, der langsomt, men sikkert plyndres af russerne.

For kvindernes vedkommende var det en tid, der udspændtes mellem daglige voldtægter i de første uger til de sidste ugers oprydning i ruindyngerne.

’Trümmerfrauen’ kaldtes kvinderne med et ord, som vi heldigvis ikke har et dansk modstykke til.

Hovedrollerne i filmen spilles af den tyske Nina Hoss, hun er dagbogens anonyme forfatter, og den russiske skuespiller Jevgenij Sidikhin.

Han er den major, hun til sidst søger beskyttelse hos, efter at være blevet nådesløst voldtaget af menige og lavere officerer.

Hun bliver majorens ’kvinde’ og derfor delvis uden for rækkevidde af soldater af lavere rang.

Glimrende beskrivelser af helvede
Selv om filmen pynter på hendes historie og gør et større drama ud af forholdet mellem ’Anonyma’ og den russiske major, end der er belæg for i dagbogen, beskriver den glimrende det helvede, der lå for enden ad den vej, Adolf Hitler slog ind på i 1933.

Hitler var en af historiens største forbrydere.

Den krig, han påførte verden i 1939, var fra første til sidste time kriminel i ekstrem grad, og for det blev de overlevende ansvarlige nazister hængt ved Nürnberg-domstolen efter krigen.

Et kapitel af slutfasen kan man bevidne i ’Anonyma’s dokument og i dets filmatisering.

Berlin er nedsunket i et tidshul, hvor medmenneskelige forhold er ophørt med at eksistere.

Intet tilhører mere byens beboere, intet, og mindst af alt deres kroppe.

Ingen betyder noget for nogen, knap nok børnene. Kun timen ejer de, og den bruger de til at angive hinanden, sjæle med arme og ben, lyve sig fra deres fortid, hykle og smiske.

De overlevende mænd, i sagens natur ældre mennesker, må naturligvis se passivt til, mens kvinderne voldtages.

Men ofte skynder de ligefrem på dem, »så vi ikke alle sammen kommer i fare«.

Nogle trækker på skuldrene, andre tager patetisk gift.

Eller de skyder deres mishandlede koner i fordrejet jalousi og siden deres eget usle selv.

Det er kvinderne, der må skjule mand og barn for russerne og udlevere sig selv som bytte for at sikre familiens overlevelse.

Da ’Anonyma’s kæreste, Gerd, omsider dukker op efter at have gjort hele krigen med som frontsvin i Rusland og Østeuropa, og hun tvinger ham til at læse sin dagbog, forsvinder han lige så stille ud af historien i medynk med sig selv.

Mændene var magtesløse
’Anonyma – En kvinde i Berlin’ udkom første gang i 1954 i en lettere bearbejdet form i amerikansk oversættelse og uden andet forfatternavn end netop ’Anonyma’.

Endnu fem år gik, før en forlægger turde udgive den på tysk, og det blev ingen succes.

Emnet var tabu i DDR, hvor ’venskabet’ med Sovjetunionen var selve det kommunistiske regimes eksistensgrundlag, og hvor man derfor ikke ville høre tale om Den Røde Hærs overgreb på den tyske civilbefolkning, for slet ikke at tale om noget så usædeligt som voldtægter.

Men også i Forbundsrepublikken var tanken lige så utænkelig.

En berlinsk anmelder fandt bogen ’pinagtig’ – mest for ham selv, bl.a. fordi tonen i bogen er så nøgtern og konstaterende, som det jo ofte er tilfældet i dagbøger.

Det hænger sammen med en traditionel forestilling om voldtægt af kvinder.

Denne opfattelse vises tydeligt gennem mændenes opførsel både i bog og på film – og dens begrundelse dementeres i øvrigt også lige så tydeligt af både forfatter og filminstruktør.

På tysk og dansk bruges det udtryk om voldtægt, at kvinder ’skændes’. Hermed menes ikke, at de bliver udsat for en forbrydelse.

Skam
Det retlige eller menneskeretlige element indgår slet ikke i overvejelserne. Opfattelsen af voldtægt er tværtimod, at der gennem denne ’skændsel’ kastes skam over det mandssamfund og det ’fædreland’, de tilhører.

Det kastreres. Kvinderne ødelægges og fordærves, de bliver ubrugelige, de har fået en skavank.

Den bevidst påtvungne ydmygelse skal der ikke tales mere om, og slet ikke i en situation som den tyske, hvor mændene var helt magtesløse.

Det var de færreste kvinder, der som ’Anonyma’ aflagde offentligt vidnesbyrd om overgrebene.

De fleste skammede sig også over sig selv, og deres nag rettede de ensidigt mod de russiske soldater, ikke mod deres egne mænd og deres eget fædreland, der med ’Anonyma’s ord havde gjort alt, for at det kunne komme så vidt.

I filmen gøres det endnu tydeligere end i bogen, at det, vi her oplever, er for intet at regne mod, hvad de tyske tropper udrettede i Sovjetunionen.

Ubehaget
Selvforsvarsstrategien har over for ’Anonyma’s vidnesbyrd været først at forkaste det, siden at sætte spørgsmålstegn ved det og endelig at hævde, at de russiske troppers massevoldtægter ikke var systematiske, men bare hvad der kan ske.

I 1959 ville ingen vide af bogen, og forfatteren forblev anonym.

Selv i dag volder synet af filmen åbenbart kritikere ubehag.

I avisen Süddeutsche Zeitung skrev anmelderen, at »grusomhederne forbliver ufattelige. Det er sikkert godt sådan. Hvad der antydes, er slemt nok«.

Sandheden er, at man udmærket kan begribe, hvad der sker, hvis man vil.

Man skal ikke vende ansigtet bort og nøjes med antydninger.

Russerbørn
Da bogen blev genudgivet af Enzensberger i 2003, rejstes der tvivl om dens originalitet.

En journalist fandt ud af, at den anonyme kvinde var identisk med den veluddannede Marta Hillers, født 1911 og død 90 år senere i 2001.

Hun var journalist og globetrotter, og som det fremgår af bogen, talte hun såvel russisk som fransk.

Men havde hun nu skrevet bogen selv? (Og var forfatteren i virkeligheden ikke en mand? Ak ja).

Walter Kempowski, hvis livsværk bestod i at beskrive den nyere tyske historie gennem dagbogsoptegnelser, fik Hillers dagbøger i hænde og bevidnede deres originalitet.

Hermed var også denne indvending afvist.

Sidste tilbagefaldsstilling var påstanden om, at voldtægterne var tilfældige og ikke nær så omfattende, som det har været hævdet.

Også disse påstande kan tilbagevises, om ikke andet så af virkeligheden.

100.000 voldtægter - 10.000 døde
Det anslås, at mindst 100.000 kvinder og unge piger blev voldtaget i Berlin mellem april og juni, og at 10.000 af dem døde af mishandlingerne.

Fem procent af alle nyfødte i første kvartal af 1946 var såkaldte ’russerbørn’.

Russerne stoppede først deres ugerninger i 1947, da forbrydelserne direkte modarbejdede deres interesser i Tyskland.

Da sad bl.a. Lew Kopelew for længst bag lås og slå i Sovjetunionen for at have vist fjenden ’barmhjertighed’ med sine gentagne klager til overkommandoen.

Ser vi længere frem i soldatervoldtægtens historie, helt frem til Abu Ghraib i Irak, vil vi se, at denne form for ydmygelse og sadisme ikke er forbeholdt mænd.

Janis Leigh Karpinski og Lynndie England begik talrige veldokumenterede seksuelle overgreb på deres mandlige krigsfanger. Intet tyder på, at kvindelig værnepligt vil gøre en ende på denne tradition.

[Dansker-Lars]

Det er en skrækkelig tragisk historie.

Jeg kan anbefale bogen "Stalins Hævn" Af Niclas Sennerteg, for dem som vil vide mere om dette kapitel i uretfærdighedens historie.