Loudspeaker
2009-06-01, 22:06
Jeg har netop set en flot filmatisering af Shakespeares drama, Købmanden i Venedig. Da jeg tændte fjernsynet, havde jeg en formodning om, at filmskaberne ganske sikkert ville sløre jøden Shylocks hadefulde ondskab, sådan som han oprindeligt blev portrætteret af Shakespeare, men til min forbløffelse ramte de ham helt præcist. Det er omsonst at rose Al Pacino for sin præstation, for den er altid flot, uanset hvilken rolle, han spiller. Igennem ham får Shylock sin bekomst som hadefuld gnier.
For at denne small talk skal give mening - og forhåbentlig respons, vil jeg lige kort fortælle, hvad historien går ud på. I 1500-tallets Venedig låner en højtagtet købmand en sum penge af en jødisk ågerkarl. Da jøden hader købmanden, forlanger han ikke renter - han forlanger et pund af købmandens eget kød efter eget valg, hvis denne ikke kan tilbagebetale summen til tiden.
Det kan købmanden naturligvis ikke, og jøden kræver nu sin ret. Det pund kød, som skal skæres fra købmandens legeme, skal være intet mindre end hans hjerte.
Der opstilles nu en retssag, og det er om denne, jeg gerne vil høre jeres mening. Hvordan ville I have dømt, når den ene part var en højtagtet venetianer, jeres broder, og den anden part en rådden jøde, som imod kristent bud tager åg?
Kort fortalt redder Shakespeare købmanden således i sit drama:
Da købmanden selv indrømmer at have skrevet under på det makabre gældsbevis, er der ikke tvivl om hans skyld. Købmanden vedkender sig også sin gæld og beder jøden om at udskære hans hjerte. Selvom andre tilbyder at betale gælden på vegne af købmanden, afslår jøden. Han er blodtørstig og vil kræve et liv.
En dommer ender dog med at redde købmanden på stregen, da "han" skynder sig at sige, at det pund kød, der var gælden, ikke må indeholde blod, for blod står der intet om i gældsbrevet. Desuden er det ikke undt jøden at tage hverken mere eller mindre end præcist dette ene pund, da han ellers må lade med sit eget liv. Jøden indser herefter det umulige i sit krav og trækker det derfor tilbage.
Men helt ærligt? Var det en retfærdig dom? Hvis man køber en hest, har man så heller ikke krav på dens maveindhold? Dens blod? Hvormeget hest er der i en hest?
Dommen strider faktisk mod min retfærdighedssans, hvor underudviklet denne ellers er. Købmanden vedkender sig sin gæld, og jøden kan, ledt af sit had, indkræve den.
I al beskedenhed ville jeg som dommer redde min venetianske broder således, uden at jeg måtte gå på kompromis med min retfærdighedssans:
Man må ikke inddrive åger. Dette er ikke kun lov men også et kristent bud. Da et venetiansk liv er uvurderligt, overstiger det altså langt summen af alle jordens penge tilsammen. Lånets størrelse taget i betragtning, er der tale om åger, som overstiger al åger hidtil set.
Da en ågerkarl skal dømmes efter ågets størrelse, skal jøden betale for sin forbrydelse med sit eget liv. Købmanden, den forurettede, kan straks eksekvere straffen med sit sværd. Dernæst kan jødens advokat, som tilfældigvis er venetianer, indkræve den gæld, som købmanden selv har vedkendt sig.
"Accepterer du dommen, jøde, eller vælger du at tage de penge, som så rigeligt dækker dine udgifter?"
Hvordan ville I dømme?
For at denne small talk skal give mening - og forhåbentlig respons, vil jeg lige kort fortælle, hvad historien går ud på. I 1500-tallets Venedig låner en højtagtet købmand en sum penge af en jødisk ågerkarl. Da jøden hader købmanden, forlanger han ikke renter - han forlanger et pund af købmandens eget kød efter eget valg, hvis denne ikke kan tilbagebetale summen til tiden.
Det kan købmanden naturligvis ikke, og jøden kræver nu sin ret. Det pund kød, som skal skæres fra købmandens legeme, skal være intet mindre end hans hjerte.
Der opstilles nu en retssag, og det er om denne, jeg gerne vil høre jeres mening. Hvordan ville I have dømt, når den ene part var en højtagtet venetianer, jeres broder, og den anden part en rådden jøde, som imod kristent bud tager åg?
Kort fortalt redder Shakespeare købmanden således i sit drama:
Da købmanden selv indrømmer at have skrevet under på det makabre gældsbevis, er der ikke tvivl om hans skyld. Købmanden vedkender sig også sin gæld og beder jøden om at udskære hans hjerte. Selvom andre tilbyder at betale gælden på vegne af købmanden, afslår jøden. Han er blodtørstig og vil kræve et liv.
En dommer ender dog med at redde købmanden på stregen, da "han" skynder sig at sige, at det pund kød, der var gælden, ikke må indeholde blod, for blod står der intet om i gældsbrevet. Desuden er det ikke undt jøden at tage hverken mere eller mindre end præcist dette ene pund, da han ellers må lade med sit eget liv. Jøden indser herefter det umulige i sit krav og trækker det derfor tilbage.
Men helt ærligt? Var det en retfærdig dom? Hvis man køber en hest, har man så heller ikke krav på dens maveindhold? Dens blod? Hvormeget hest er der i en hest?
Dommen strider faktisk mod min retfærdighedssans, hvor underudviklet denne ellers er. Købmanden vedkender sig sin gæld, og jøden kan, ledt af sit had, indkræve den.
I al beskedenhed ville jeg som dommer redde min venetianske broder således, uden at jeg måtte gå på kompromis med min retfærdighedssans:
Man må ikke inddrive åger. Dette er ikke kun lov men også et kristent bud. Da et venetiansk liv er uvurderligt, overstiger det altså langt summen af alle jordens penge tilsammen. Lånets størrelse taget i betragtning, er der tale om åger, som overstiger al åger hidtil set.
Da en ågerkarl skal dømmes efter ågets størrelse, skal jøden betale for sin forbrydelse med sit eget liv. Købmanden, den forurettede, kan straks eksekvere straffen med sit sværd. Dernæst kan jødens advokat, som tilfældigvis er venetianer, indkræve den gæld, som købmanden selv har vedkendt sig.
"Accepterer du dommen, jøde, eller vælger du at tage de penge, som så rigeligt dækker dine udgifter?"
Hvordan ville I dømme?